Når tro og mistro forhindrer effektiv behandling

Du kan også lese dette innlegget på: Norwegian Bokmål

ikke-se-ikke-høre

Hvis man ønsker at oprætholde sine trossystemer, er det vigtig at man hverken ser eller hører noget der kan give nye erfaringer.

Fakta eller tro – hvad har fortrinsret?

Jeg hørte for nyligt på NRK Urix, at russere i Rusland ikke tror på billeder som viser tilfangetagede russiske faldskærmsoldater i Ukraine. For man ved, at der ikke befinder sig russiske soldater der.

70 år efter at billeder fra tyskernes masseudryddelseslejre blev publiceret, er der fortsat mange som ikke tror at disse lejre har eksisteret. Dokumentation og fakta virker ikke på deres trossystem.

For nogle år siden kom en ung mand ind på vores akupunkturklinik i Tromsø, Norge. Han mødte mig med det efter hvert så velkendte skeptiske og lidt nedladende blik, og erklærede at han slet ikke troede på det, jeg arbejdede med. Men siden han ikke var blevet bedre af sine langvarige smerter efter adskillige timer hos henholdsvis fysioterapeut, manuel terapeut og kiropraktor – behandlere han troede på – skulle han altså nu give mig en chance. Han understregede imidlertid, at han ikke kunne tro på noget, han ikke kunne forklare eller forstå, men skulle ikke lade noget være uprøvet. Og ubegribeligt nok havde vores klinik et meget godt rygte, når det gjaldt smertebehandling…. Men var det ikke sådan, at placebo var vældig virksomt? Igen et lille smil.

«Selv om smerterne er væk, smertefrihed følger umiddelbart efter behandling og intet andet kan forklare fraværet af smerter, benægter man alligevel at behandlingen har virket»

Jeg spurgte, om han troede på antibiotika, noget han bekræftede, hvorpå jeg bad ham forklare virkningsmekanismerne. Han blev svar skyldig, havde faktisk ingen anelse – men troede stadig på antibiotika. Det med at forstå og forklare var vist ikke så vigtigt alligevel. Men som en formel programerklæring er det naturligvis flot, næsten imponerende.

Smerterne var næsten væk, da han gik, og efter tre behandlinger var han fuldstændig smertefri. Men jeg har et klart indtryk af, at han nu troede, at det var andre faktorer som gjorde, at smerterne forsvandt efter disse behandlinger.
Dette må vel kunne kaldes placebo i revers? Selv om smerterne er væk, smertefrihed følger umiddelbart efter behandling, og ingenting andet kan forklare fraværet af smerter, benægter man alligevel, at behandlingen har virket.

 

Når mistro trumfer erfaring

«Jeg har oplevet, at folk der kom haltende ind på krykker, bagefter har nægtet, at der var sket noget som helst med smerteniveauet , når jeg efter deres behandling løb efter dem med krykkerne, som de havde glemt»

I Tromsø var denne åbenbare benægtelse af virkeligheden et ganske almindeligt fænomen. Man ville ikke, ønskede ikke, at behandlingen havde virket. Blev man smertefri, noget man ofte blev, måtte det være noget andet, der havde virket. Jeg har oplevet, at folk der kom haltende ind på krykker, bagefter har nægtet, at der var sket noget som helst med smerteniveauet, når jeg efter deres behandling løb efter dem med krykkerne, som de havde glemt. For «det går nu i bølger» eller «det gør jo ikke lige ondt hele tiden.»

Den mest fantastiske bortforklaring fik jeg af en mand, som havde haft stiv skulder i flere måneder. Efter at jeg havde arbejdet med skulderen i omkring ti minutter, sætter han sig op på bænken, løfter begge armene over hovedet og udbryder glædesstrålende: «Det er helt fantastisk. Har ikke kunnet løfte armen sådan i mange måneder.» Og så siger han: «Nu kan jeg omsider mærke, hvordan al fysioterapien jeg har fået, pludselig begynder at virke!»
Ja, netop. Helt fantastisk.

Og for god ordens skyld: så er historien sand.

For kort tid siden kom en ny patient ind på vores kontor her i Skanderborg i Danmark. Hun havde haft smerter i et knæ og en hofte i mange år, og var blevet anbefalet os af en veninde – som var blevet smertefri i knæet efter én behandling. Lidt lattermildt betroede hun mig, at hun egentlig ikke troede på sådan noget hokuspokus, men hun ville nu give det et forsøg. Og da hun rejste sig fra bænken efter nogle få minutter, kom det velkendte: «Det er jo bare utroligt!» For smerterne i knæet var væk, og i hoften var de stærkt reducerede, samtidig som bevægeligheden var bedre. Men hun gav udtryk for oprigtig overraskelse og nysgerrighed. Også hun havde gået til behandling, som ikke havde virket – på trods af at hun troede på den. Men i modsætning til hvad vi ofte oplevede i Tromsø, var hun i stand til at tro på sine erfaringer. Hun benægtede ikke, at hun havde haft smerter, da hun kom, og at de nu var næsten væk. Det er faktisk sjældent, at man gør det her i landet, efter vores erfaring.

Men uanset hvad: så ønsker jeg ikke at være uretfærdig. Vi fik enormt mange gode tilbagemeldinger fra de fleste af vores patienter i Tromsø. Og eftersom vi ikke fik noget tilskud til driften af vores klinik eller henvisninger fra læge, måtte vi have langt bedre resultater end vores konkurrenter blandt fysioterapeuter og kiropraktorer. Og det var på grund af vores resultater at patienter fra hele Nord-Norge kom for at få behandling hos os. I løbet af 15 år blev det til 50 000 konsultationer. Og disse patienter kom ikke strømmende til os på grund af deres stærke tro…

 

Måle placebo eller effekt?

Jeg så for et stykke tid siden et referat fra et forskningsprojekt, hvor man sammenlignede effekten af «snydeoperationer» med ægte operationer hos en gruppe patienter med knæskader/knæsmerter. «Snydeoperationerne» bestod af at man lavede et snit i huden, og så syede det sammen igen. Efter et år sammenlignede man effekten hos «snydeoperationspatienterne» med de som havde gennemgået ægte knæoperationer. Disse forsøg var ikke «dobbelt blinde», eftersom kirurgerne rimeligvis vidste, om det drejede sig om ægte indgreb eller ikke. Men patienterne vidste det ikke. Efter et år var det ingen forskel på smerterne i disse to grupper.

Interessant nok konkluderede man her, at den berømte placeboeffekt var så enorm, at den i dette tilfælde gav lige så god virkning som den virkelige behandling. En enklere, og mere sandsynlig konklusion ville vel være, at de ægte kirurgiske indgreb havde været unødvendige eftersom placeboeffekten var lige så stor. Dette er almindeligvis måden man måler effekten af medicinsk behandling på, ikke omvendt.

Næsten uden undtagelse har de patienter, der kommer til os haft store smerter i mange år, og de har allerede gennemgået det, der findes af behandlinger, som de tror på: i Tromsø var dette betændelsesdæmpende medicin (NSAIDS), kortisoninjektioner, fysioterapi, manuel terapi og kiropraktik. Når de konsulterede os var det i ren desperation: «Jeg har prøvet absolut alt. Nu ringer jeg til og med til dig!» som enkelte formulerede det. Mange var så skeptiske, at de var direkte fjendtlige, når de kom ind på kontoret: du skal ikke klare at lure mig, din svindler. Og når de forlod os kom alle disse underlige forklaringer på, hvorfor smerterne ikke længere var så påtrængende – for det kunne jo ikke have med behandlingen at gøre: egentlig er det smerter som kommer og går, egentlig kun når jeg har gået langt, egentlig bare om natten, egentlig havde jeg ikke ondt, da jeg kom, og ja; nu kan jeg dreje hovedet meget mere, men det er nok bare en tilfældighed. Eller som nogle udtrykte det: måske jeg bare bilder mig ind, at jeg ikke har ondt. Hvis jeg var så frejdig at foreslå, at de måske havde bildt sig ind, at de havde haft ondt helt fra starten, at smerterne som nu var borte egentlig bare havde været fantaserede smerter, ja så blev de forståeligt nok ganske sure.

 

Rationalitet, forståelse – og tro

Trossystemer og forudindtagede ideer gør det ofte vanskeligt at trænge igennem med information og rationelle argumenter. Jeg forsøger altid at gøre nye patienter opmærksomme på, at nålebehandlingen vi tilbyder smertepatienter er baseret på almindelig medicinsk forskning, som blev gjort af de amerikanske lægerne Janet Travell og Davis Simons fra slutningen af 1940erne til 1980erne. Begge var velrenommerede læger, Travell som den første kvindelige læge i Det Hvide Hus, mens Simons i sin tid var tungt inde i den biologiske forskningen på forkant af det amerikanske rumfartsprogram.
Deres forskning på smerter har rimeligvis sit udgangspunkt i deres egen medicinske baggrund og naturvidenskabelige forståelsesmodeller, og deres tobindsværk om myofascielle triggerpunkter har hundredevis af referancer til det meste af det, der findes af aktuel medicinsk litteratur om smerter og smertebehandling. Travell og Simons deaktiverede triggerpunkter ved at injicere procain, men senere forskning har vist at en tør nål («dry needel», en almindelig tynd akupunkturnål) giver samme effekt –såfremt man klarer at frembringe «a local twitch response», en hurtig, ufrivillig kontraktion i den syge muskel.

 

Støjen fra fordomme hindrer indsigt og nye erfaringer

Problemet er, at hvis man nævner ordet nålebehandling eller akupunktur (ordet er latinsk og betyder «at stikke med nål») får man straks nogle kommentarer om disse «smarte gamle kineserne» (var det 2000 år akupunkturen den var? Eller 3000? Eller måske 6000?). Og nogle gange et velvilligt «ja, jeg tror nu på sådan noget.» Underforstået: jeg er en sådan person, der er åben for sådanne alternative tanker.

Siger man som behandler ordet nål fremstår man umiddelbart som en overtroisk kvaksalver eller kynisk lurendrejer. Uanset hvad man derefter siger, virker det som om samtalepartneren pludselig begynder at høre ganske andre ord end de man udtaler, ord som «kinesisk akupunktur, ældgammel behandling, mange tusind år, alternativ medicin, new ages, overtro, mystik, homeøpati, fodzoneterapi, energibaner osv.». Eller, som denne danske patient udtrykte det: hokus pokus. Og efter at jeg havde fortalt om forskningen bag triggerpunktbehandling, sagde hun: «Ja, man bruger det jo som bedøvelse ved operationer…»
Gør man?

Hun havde altså ikke hørt eller forstået et eneste ord af det jeg sagde, for i forgrunden af bevidstheden summede sandsynligvis nogle gamle rygter om, at kineserne vistnok i 60erne havde brugt akupunktur som bedøvelse. For det er jo akupunktur, er det ikke? Og så må det jo være sådan.
Dermed var mit forsøg på information effektivt blokeret.

Mod slutningen af et foredrag jeg engang holdt, hørte jeg en kvinde blandt tilhørerne mumle til sidemanden, tilpas højt til at foredragsholderen ikke kunne undgå at høre det: «Jeg tror ikke på akupunktur.»

Da havde jeg snakket i én time om myofascielle triggerpunkter som er den hyppigste årsag til smerter i bevægelsesapparatet, og havde ikke sagt et ord om kinesisk akupunktur. Jeg havde i så store detaljer som tiden tillod, forklaret hvordan musklerne fungerer, beskrevet fysiokemiske processer, nerveimpulser, produktion af acetylcholin i synapsen mellem nerve og muskelcelle, om kalsiumioner som blokerer bestemte molekyler og får muskelceller til at trække sig ukontrolleret sammen, låse sig og danne triggerpunkter – men foredraget havde begyndt med det magiske ord: AKUPUNKTUR – behandling med nåle.
Dermed blev den uigennemtrængelige tåge af fordomme, rygter, forudfattede ideer og fantasier aktiveret, og muligheden for faktisk kundskab effektivt blokeret.

«Støjen vi har i vore egne hoveder spærrer ofte for ny viden»

Støjen vi har i vore egne hoveder spærrer ofte for ny viden. Konklusionen var der i samme øjeblik som ordet «akupunktur» var udtalt: «Jeg tror jo ikke på akupunktur. Det er bare overtro og pjat. Behøver jeg at høre efter, hvad han siger?»
Er vi rationelle væsener? Til en vis grad, naturligvis, men de fleste af os har fasttømrede trossystemer, som ikke lader sig rokke af rationalitet, kundskab og argumenter. Det vi tror og forestiller os har altid fortrinsret foran viden. Man må jo ikke lade fakta komme i vejen for det man tror.

Fordomsfrie mennesker er svært sjældne.

 

Læg igen en kommentar